Naturen

Naturen:

Når man kommer til Nr. Lyndelse/ Nr. Søby, vil det første der møder en ofte være marker eller skov, for med en beliggenhed i den midtfynske natur, er mark og skov det der umiddelbart præger synsfeltet.

Men hvis man ellers kan løsrive sig fra synet af de bølgende marker, vil man opdage at også to af de fynske åer har deres udspring i området, nemlig Lindved Å i Houlung/Gammellung Mose og Vindinge Å i Freltofte Mose. Disse to åer syner måske ikke af meget, men alligvel præger de landskabet – specielt Lindved Å, der med sit gennemløb af Søbysøgård Sø, er medvirkende til at give liv til området omkring Søbysøgård.

Det frodige område giver også grundlag for et rigt dyreliv, bl.a. samles der hvert år store mængder gæs ved søerne i Nr. Søby og rådyrene ses ofte, når de krydser markene mellem de beplantede områder.

Og muligheder for at komme ud og nyde naturen er der i rigt mål. Med sit relativt flade terræn, der dog også godt kan byde på en bakke i ny og næ, er området flittigt brugt af cyklister – og med et veludviklet cykelstisystem, er der er næsten ikke den afkrog af området, man ikke kan nå til på den tohjulede.

Cyklen er et yndet transportmiddel for at se naturen i området. Her en flok unge mænd anno 1900, der lufter jernhestene på Lumbyholmvej  (foto: Nr. Lyndelse Sogns Lokalhistoriske Arkiv).

Er man dog mere til en gåtur, indbyder specielt Røjle Skov mellem Freltofte og Nr. Søby på til vandreture både sommer og vinter – og skoven ved Dyrehaven mellem Nr. Søby og Dømmestrup er også et sikkert hit for fantastiske naturoplevelser.

Der er nu mulighed for at se den smukke natur ved at følge de to nye trampestier i Nr. Lyndelse

De to i alt 8 km stier er en del af Spor i Landskabet og har begge udgangspunkt fra kirken i Nr. Lyndelse.

Hent Kort og oplysninger her: